Installationen var den anden i en serie af fem installationer der tilsammen udgjorde udstillingsprojektet Deutschland. De fem installationer efterfulgte hinanden i det samme udstillingsrum med en uge til hver, således at de samme materialer blev genanvendt i hver installation.

Dinosaurskelettet er en forholdsvis nøjagtig rekonstruktion udført efter anatomiske tegninger fra Geologisk Institut, Aarhus Universitet. Nøjagtig med hensyn til det meste: dimensioner og proportioner, hvirvler og knoglers antal osv. Men ikke med materialevalget, der består af tomme emballager, dåser og dunke og lignende spildprodukter.

Skelettet måler knap 20 m fra hoved til halespids og næsten 4 m på det højeste sted over skuldrene. Væggene i rummet er beklædt med brunt pap for at understrege en museal stemning. I et hjørne står en væg af videomonitorer, hvor man, via kameraovervågning af husets indgang, kan følge med i hvem der i næste øjeblik vil træde ind i rummet. En forbindelse til det fremtidige der modsvarer den døde øgles herkomst i en fjern fortid.

Installationen var en del af projektet Container TV, hvor ni ruminstallationer var installeret i en formation af 18 skibscontainere opstillet i en park. I installationerne indgik forskellige videoer.

I containerrummet ligger en forstørret udgave af en guillotine, ca 11 m lang. Øverst er en kraftig jernplade forsynet med en skarpslebet æg monteret som knivskær. På indersiden af guillotinens to ben, der er lavet af to lange, massive træbjælker, er der nedsænket en metalskinne, som knivens ophæng synes at kunne køre op og ned ad. Den tonstunge guillotine er klemt ind på skrå i containeren, fra gulvet ved indgangsdøren til loftet i bagenden, således at når man træder ind i rummet vil man hele tiden befinde sig i guillotinens skærefelt. Ved indgangen vil kniven - hvis den udløses - ramme i fodhøjde, midt i containeren vil den gå tværs igennem maven og bagest i rummet er det halsen det vil gå ud over. En videomonitor ligger med skærmen vendt skråt opad lige under kniven, i en position så beskueren, for at se videobilledet ordentligt, må stå med halsen umiddelbart udfor knivsæggen.

Installationen var den første i et forløb på tre installationer udført i hvert sit rum der lå i forlængelse af hinanden i forbindelse med udstillingen Sektion. Slangekredsløbet tager udgangspunkt i den menneskelige anatomi, i blodkredsløbet med de vigtigste organer. Et anatomisk atlas har været brugt som diagram for slangesystemets opbygningsprincip. Installationen er bygget op af to pumpesystemer: et stort som svarer til blodkredsløbet med vener og arterier, hvori vand pumpes rundt, og et mindre som svarer til maven og tarmsystemet, hvori der cirkulerer olie. Ventiler, pumper og beholdere er anbragt i de knudepunkter der i det anatomiske system svarer til menneskets forskellige indre organer. Knudepunkterne er placeret på stilladsplatforme, med forskellig højde: lavest i den ene ende og højest i den anden. Kredsløbet holder sig indenfor de hvide søjler i rummet, da de udgør konstruktionen, skelettet, som holder sammen på det hele - på såvel kredsløb som på bygning. Langs væggene hænger en hinde af hvid plastfolie, en membran der tillader lyset fra de store vinduer at slippe igennem, og som beskyttende holder på varmen i rummet.

Installationen var den anden i et forløb på tre installationer udført i hvert sit rum der lå i forlængelse af hinanden i forbindelse med udstillingen Sektion.

Fem dissektionsborde er placeret med rulleskærme mellem sig. På bordene ligger bilmotorer, gearkasser og forskellige motordele, som er opskåret, dissekeret og adskilt med forskelligt værktøj: skærebrændere, vinkelslibere, nedstrygere mm. Altsammen efterladt som om arbejdet pludseligt er afbrudt. Hver kunstner har arbejdet ved sit eget bord med sit værktøj og forskellige motordele, som en patolog eller obducent der ved dissekering har forsøgt at blotlægge de indre konstruktioner, den indre anatomi i motordelene. Alt blev efterladt hvor det i slutøjeblikket befandt sig og intet er fjernet fra bordene. Det afgørende element i denne ruminstallation er forsåvidt ikke motordelene på bordene, men derimod sporene fra arbejdsprocesserne: motorolien som er løbet ud over bordene ved parteringerne og videre ned på gulvet i savsmulden, der er strøet for at opsuge den. Fodsporene i den fugtige og beskidte savsmuld under bordene. Det fine, grå lag af aluminiumsstøv, der ligger henover alle genstande i rummet, og som stammer fra den timelange opskæringsproces med tunge vinkelslibere. Det er med andre ord arbejdsprocessen der udstilles - en performance hvor publikum først kommer ind, efter forestillingen er forbi.

En stilladskonstruktion er opstillet på hele udstillingsfeltet. Den er konstrueret af lodrette og vandrette rør, der tilsammen danner en masse kubiske felter, der er 2 m på hver led, så publikum kan bevæge sig rundt inde i konstruktionen. De kubiske felter fordeler sig med 11 stk. på den lange led, 7 i bredden og 3 i højden, 231 felter i alt. Stilladssystemet fungerer som et tredimensionalt koordinatsystem, der definerer det rumlige felt fra gulv til loft som er til rådighed for installationen. I stilladset hænger en personbil (Ford Granada). Personbilen er skilt ad i 231 enkeltdele, således at der hænger én bildel i midten af hvert eneste kubiske felt. Bildelene er fordelt i stilladset så ophængningen svarer til en eksploderet tegning, dvs. at de dele der har siddet sammen da bilen var intakt, hænger i direkte forlængelse af hinanden. På grund af installationens omfattende størrelse var det ikke umiddelbart indlysende for beskueren at der var tale om en komplet personbil. Ved første øjekast kunne man kun overskue det formelle forhold, altså at et antal uregelmæssige, nærmest organisk formede objekter, var ordnet i et stramt geometrisk system. Bildelene fremstod altså paradoksalt nok mere organiske end teknologiske i sammenhængen.