Panoptika

Forside

Off location

Solkorset

	PANOPTIKA Panoptika er en serie cibachromer med installationer i et lukket kukkasse-rum. Installationerne opbygges i kukkassen udelukkende for kameraets skyld og udstilles derfor aldrig som fysiske objekter, det er kun sket undtagelsevis. Kukasserne der anvendes er holdt i menneskeskala, dvs. typisk 2,2 x 3 x 2,5 m. For køb af fotografier eller mere information: Galerie MøllerWitt Vestergade xx 8000 Århus C tlf.: +45 86 18 29 49 www.gmw.dk
Hemmeligheden ved Tomhed og Fylde 1996, cibachrome 100 x 100 cm Monokromt landskab 1998, cibachrome 80 x 100 cm Modern Cave, 2004 lambaprint 80 x 100 cm Ekshibitionistisk Interiør 1997, cibachrome 100 x 80 cm	Uddrag fra Panotika-katalogtekst, 2001 (af Jesper Rasmussen): Kukkassen, den perspektiviske kasse til at kigge i (som Diderot kaldte det levende maleri), var basal for det naturalistiske teater før modernismen. Ligesom teatret i modernismen frigjorde sig fra den omsluttende kasse, forlod maleriet sin ramme og skulpturen steg ned fra soklen. Med rammernes fald fulgte installationen, en værkkategori der til fulde efterlever modernismens mantraer om grænsesprængning og interaktivitet: Her står publikum ikke bare passivt og ser til, men bevæger sig rundt inde i kunstværket. Publikums deltagelse bliver mere eller mindre en del af værket, selve udgangspunktet for at installere. I dette perspektiv kan man med rette kalde en nutidig anvendelse af den førmodernistiske kukkasse til installationer for et reaktionært tilbageskridt. Kukkasse-installationen kan man kun betragte udefra, den opererer med rigid frontalitet som på et klassisk relief, hvor man ikke kan bevæge sig om bagved og se tingenes bagside eller i det hele taget interagere kropsligt med rummet. Spørgsmålet er så, om det er i dette perspektiv man skal se på kassen, om ikke der findes andre betragtninger, der i dag er mere konstruktive og anvendelige? Netop det faktum at man ikke kan gå ind i kassen gør faktisk, at man ikke kan se alt, indholdet, tingene, der er installeret i den skjuler hinanden, bagsiderne forbliver obskure. Dermed opstår en spænding mellem, hvad man kan se og hvad man tror der skjules længere inde i kassen bagved tingene. Når synspunktet er fastlåst opstår denne mulighed for at sløre begivenhederne, for at antyde tilstedeværelsen af ukendte objekter og dunkle hulrum. En mulighed man ikke har i den traditionelle installation, hvor beskuerens øje går på inspektion i alle afkroge. I kassen foldes informationerne ind mellem hinanden og skærmer sig for beskueren. Det er en hemmelighed i udtrykket der fungerer som den romantiske tildækning, hvor tildækningen i sig selv er mere interessant end hvad der egentlig tildækkes. Kassen fungerer som en form for rumligt lærred, hvori tingene ganske frit kan installeres og fjernes igen efter fotografering. Det er selvfølgelig forbundet med en vis kunstig indelukkethed, for mens fotografiet med sin automatiske registrering normalt møder objekterne i deres autentiske sammenhænge ude i virkeligheden, så kommer tingene her til kameraet via deres anbringelse i kassen. Men i praksis betyder denne indramning en meget stor frihed. I kassen er det til enhver tid muligt, at fremstille installationen i samme øjeblik det er nødvendigt, når kunstneren selv synes det er på tide. Ganske som maleren selv bestemmer, hvornår han vil male på lærredet. Ruminstallationen er ikke afhængig af, at en eller anden udstillingsinstitution generøst tilbyder tid og plads til, at den kan lade sig realisere. Kassen, rammen, bliver selv en hvid kube (i mit tilfælde dog oftest en brun (!) kube), hvor disse uindtrængelige, men fotogene installationer kan opbygges på kunstnerens eget atelier uden forstyrrelser af uvedkommende art. Det er installationer, der stort set er frataget alt, hvad de gennem modernismen måtte have fået pålagt og tilkæmpet sig af funktionalitet og interaktivitet. Til gengæld genskaber installationerne sig selv som billeder, der skal ses.
Fossil Sensation II 2001, cibachrome 60 x 90 cm Fossil Sensation III 2001, cibachrome 60 x 90 cm Hjemlig væg 2001, cibachrome 80 x 100 cm Langt kammer Penetration über Alles 2004, lambdaprint 100 x 200 cm	Uddrag af katalogtekst til Off Location, 2004 Af Anna Krogh, museumsinspektør: Det umulige rum Menneskets erkendelseshorisont er uløseligt forbundet med kroppen. Vi bruger vores fysiske, kropslige erfaring til at orientere os i forhold til omverden og med kroppen som målestok har vi har et alment gyldigt parameter for, hvordan proportioner og størrelsesforhold afgøres. Det er i en sammenligning mellem menneske og omverden, at vi får en fornemmelse af eksempelvis en bygnings eller en skulpturs størrelse. Men hvad gør vi når denne erfarings-horisont bliver sat ud af spil? Når vi ikke kan orientere os kropsligt i forhold til en todimensional gengivelse af et rum? Jesper Rasmussen har gennem en længere årrække undersøgt begrebet rum på basis af en formalistisk optik. Ikke alene som et modernistisk defineret projekt, hvor billedets elementer undersøges ud fra æstetiske, medie-bestemte overvejelser, men snarere med ud-gangspunkt i perceptionsmæssige eksperimenter med betragterens blik og kropslige oplevelse af rum. I sine fotografier konstruerer kunstneren oftest menneskestore kasser, hvori han placerer dagligdags genstande og geometriske elementer. Det er med andre ord en iscenesat virkelighed, som gengives og der er en paradoksal pointe i hans valg af medie. Det er en grundlæggende antagelse, at det todimensionale fotografi har et privilegeret forhold til den tredimensionale virkelighed. Men Rasmussens virkelighed er konstrueret, kasserne, der danner grundlag for fotografierne findes, men de rum, der fremkommer virker iscenesatte og uvirkelige. Umiddelbart placerer hans fotografiske værk sig primært i traditionen omkring det iscenesatte fotografi. Og selv om der nok er ansatser til fortællinger i henvisningen til hverdagens forekomster, synes hans fotografier også at kile sig ind i en formalistisk tradition i bl.a. tysk fotografi med eksempelvis Thomas Demand. Men Rasmussen arbejder med rumproblematikker på en måde som kun de færreste kan. Hans fotografiske rum driller betragteren og besidder en underfundighed, der undsiger sig en entydig aflæsning. De er simpelthen mærkelige. Panoptika Rasmussen betegner karakteristisk sine kasseserier Panoptika. Dermed drager han en parallel mellem en arkitektonisk struktur (bygget op om et centralt kontroltårn, hvorfra hele bygningen kan overvåges) og kunstnerens fotografiske blik, der enerådigt har visuel kontrol med det afbillede rum. Men han arbejder ikke med en traditionel fotografisk strategi, hvor vi uproblematisk overtager hans kig ud på verden. Tværtimod konfronteres vi med vores bliks utilstrækkelighed idet hans kameravinkel og position er tvetydige og slører mere end det afklarer. Vores visuelt vante blik kommer med andre ord her til kort. På trods af vores opbyggede evne til at afkode de billeder, vi dagligt bombarderes med, er vi over for Rasmussens fotografier uden faste, velkendte fikspunkter. Kassens proportioner er ganske enkelt umulige at aflæse og i flere tilfælde er vi end ikke i stand til at definere, hvad der vender op og ned i det arkitektoniske rum. Fotografierne folder sig ud mellem det flade rum og formernes skulpturelle karakter og denne konstante vekselvirkning forvirrer. Hverken blikkets magt eller kroppens erfaringshorisont har let spil i dette visuelle rum.

PANOPTIKA

Panoptika er en serie cibachromer med installationer i et lukket kukkasse-rum. Installationerne opbygges i kukkassen udelukkende for kameraets skyld og udstilles derfor aldrig som fysiske objekter, det er kun sket undtagelsevis.
Kukasserne der anvendes er holdt i menneskeskala, dvs. typisk 2,2 x 3 x 2,5 m.

For køb af fotografier eller mere information:

Galerie MøllerWitt
Vestergade xx
8000 Århus C
tlf.: +45 86 18 29 49
www.gmw.dk

Hemmeligheden ved Tomhed og Fylde
1996, cibachrome 100 x 100 cm

Monokromt landskab
1998, cibachrome 80 x 100 cm

Modern Cave, 2004
lambaprint 80 x 100 cm

Ekshibitionistisk Interiør
1997, cibachrome 100 x 80 cm

Uddrag fra Panotika-katalogtekst, 2001
(af Jesper Rasmussen):

Kukkassen, den perspektiviske kasse til at kigge i (som Diderot kaldte det levende maleri), var basal for det naturalistiske teater før modernismen. Ligesom teatret i modernismen frigjorde sig fra den omsluttende kasse, forlod maleriet sin ramme og skulpturen steg ned fra soklen. Med rammernes fald fulgte installationen, en værkkategori der til fulde efterlever modernismens mantraer om grænsesprængning og interaktivitet: Her står publikum ikke bare passivt og ser til, men bevæger sig rundt inde i kunstværket. Publikums deltagelse bliver mere eller mindre en del af værket, selve udgangspunktet for at installere. I dette perspektiv kan man med rette kalde en nutidig anvendelse af den førmodernistiske kukkasse til installationer for et reaktionært tilbageskridt. Kukkasse-installationen kan man kun betragte udefra, den opererer med rigid frontalitet som på et klassisk relief, hvor man ikke kan bevæge sig om bagved og se tingenes bagside eller i det hele taget interagere kropsligt med rummet. Spørgsmålet er så, om det er i dette perspektiv man skal se på kassen, om ikke der findes andre betragtninger, der i dag er mere konstruktive og anvendelige?

Netop det faktum at man ikke kan gå ind i kassen gør faktisk, at man ikke kan se alt, indholdet, tingene, der er installeret i den skjuler hinanden, bagsiderne forbliver obskure. Dermed opstår en spænding mellem, hvad man kan se og hvad man tror der skjules længere inde i kassen bagved tingene. Når synspunktet er fastlåst opstår denne mulighed for at sløre begivenhederne, for at antyde tilstedeværelsen af ukendte objekter og dunkle hulrum. En mulighed man ikke har i den traditionelle installation, hvor beskuerens øje går på inspektion i alle afkroge. I kassen foldes informationerne ind mellem hinanden og skærmer sig for beskueren. Det er en hemmelighed i udtrykket der fungerer som den romantiske tildækning, hvor tildækningen i sig selv er mere interessant end hvad der egentlig tildækkes.

Kassen fungerer som en form for rumligt lærred, hvori tingene ganske frit kan installeres og fjernes igen efter fotografering. Det er selvfølgelig forbundet med en vis kunstig indelukkethed, for mens fotografiet med sin automatiske registrering normalt møder objekterne i deres autentiske sammenhænge ude i virkeligheden, så kommer tingene her til kameraet via deres anbringelse i kassen. Men i praksis betyder denne indramning en meget stor frihed. I kassen er det til enhver tid muligt, at fremstille installationen i samme øjeblik det er nødvendigt, når kunstneren selv synes det er på tide. Ganske som maleren selv bestemmer, hvornår han vil male på lærredet. Ruminstallationen er ikke afhængig af, at en eller anden udstillingsinstitution generøst tilbyder tid og plads til, at den kan lade sig realisere. Kassen, rammen, bliver selv en hvid kube (i mit tilfælde dog oftest en brun (!) kube), hvor disse uindtrængelige, men fotogene installationer kan opbygges på kunstnerens eget atelier uden forstyrrelser af uvedkommende art. Det er installationer, der stort set er frataget alt, hvad de gennem modernismen måtte have fået pålagt og tilkæmpet sig af funktionalitet og interaktivitet. Til gengæld genskaber installationerne sig selv som billeder, der skal ses.

Fossil Sensation II
2001, cibachrome 60 x 90 cm

Fossil Sensation III
2001, cibachrome 60 x 90 cm

Hjemlig væg
2001, cibachrome 80 x 100 cm

Langt kammer Penetration über Alles
2004, lambdaprint 100 x 200 cm

Uddrag af katalogtekst til Off Location, 2004
Af Anna Krogh, museumsinspektør:

Det umulige rum

Menneskets erkendelseshorisont er uløseligt forbundet med kroppen. Vi bruger vores fysiske, kropslige erfaring til at orientere os i forhold til omverden og med kroppen som målestok har vi har et alment gyldigt parameter for, hvordan proportioner og størrelsesforhold afgøres. Det er i en sammenligning mellem menneske og omverden, at vi får en fornemmelse af eksempelvis en bygnings eller en skulpturs størrelse. Men hvad gør vi når denne erfarings-horisont bliver sat ud af spil? Når vi ikke kan orientere os kropsligt i forhold til en todimensional gengivelse af et rum? Jesper Rasmussen har gennem en længere årrække undersøgt begrebet rum på basis af en formalistisk optik. Ikke alene som et modernistisk defineret projekt, hvor billedets elementer undersøges ud fra æstetiske, medie-bestemte overvejelser, men snarere med ud-gangspunkt i perceptionsmæssige eksperimenter med betragterens blik og kropslige oplevelse af rum. I sine fotografier konstruerer kunstneren oftest menneskestore kasser, hvori han placerer dagligdags genstande og geometriske elementer. Det er med andre ord en iscenesat virkelighed, som gengives og der er en paradoksal pointe i hans valg af medie. Det er en grundlæggende antagelse, at det todimensionale fotografi har et privilegeret forhold til den tredimensionale virkelighed. Men Rasmussens virkelighed er konstrueret, kasserne, der danner grundlag for fotografierne findes, men de rum, der fremkommer virker iscenesatte og uvirkelige. Umiddelbart placerer hans fotografiske værk sig primært i traditionen omkring det iscenesatte fotografi. Og selv om der nok er ansatser til fortællinger i henvisningen til hverdagens forekomster, synes hans fotografier også at kile sig ind i en formalistisk tradition i bl.a. tysk fotografi med eksempelvis Thomas Demand. Men Rasmussen arbejder med rumproblematikker på en måde som kun de færreste kan. Hans fotografiske rum driller betragteren og besidder en underfundighed, der undsiger sig en entydig aflæsning. De er simpelthen mærkelige.

Panoptika

Rasmussen betegner karakteristisk sine kasseserier Panoptika. Dermed drager han en parallel mellem en arkitektonisk struktur (bygget op om et centralt kontroltårn, hvorfra hele bygningen kan overvåges) og kunstnerens fotografiske blik, der enerådigt har visuel kontrol med det afbillede rum. Men han arbejder ikke med en traditionel fotografisk strategi, hvor vi uproblematisk overtager hans kig ud på verden. Tværtimod konfronteres vi med vores bliks utilstrækkelighed idet hans kameravinkel og position er tvetydige og slører mere end det afklarer. Vores visuelt vante blik kommer med andre ord her til kort. På trods af vores opbyggede evne til at afkode de billeder, vi dagligt bombarderes med, er vi over for Rasmussens fotografier uden faste, velkendte fikspunkter. Kassens proportioner er ganske enkelt umulige at aflæse og i flere tilfælde er vi end ikke i stand til at definere, hvad der vender op og ned i det arkitektoniske rum. Fotografierne folder sig ud mellem det flade rum og formernes skulpturelle karakter og denne konstante vekselvirkning forvirrer. Hverken blikkets magt eller kroppens erfaringshorisont har let spil i dette visuelle rum.