I udstillingsrummet løber der afsats langs den ene side af rummet i et par meters højde. Set oppe fra denne afsats ligger udstillingsrummet som et stort dybt bassin, man kommer ned i ad en trappe midt på afsatsen. I dette bassin hænger ca. 500 brandslanger ned fra loftet. Slangerne er sat op med metalwire i koblingerne og hænger regelmæssigt i samme højde og med samme afstand. Publikum kan ikke gå ned i bassinet, men må opholde sig på afsatsen. Slangekoblingerne hænger i normal øjenhøjde for de fleste mennesker, og danner et horisontalt plan i rummet som man alt efter højde enten betragter lidt oppe- eller lidt nedefra. Denne horisontale flade beskriver med sit kvadratnet af koblinger rummets perspektiviske plan, og opdeler rummet så alt nedenunder er kompakt og uigennemtrængeligt af slanger og alt ovenover tomt og luftigt med et frit synsfelt bortset fra de tynde metalwirer. I det vertikale plan bevæger slangerne sig fra orden og regelmæssighed i loftet til kaos og uorden ved gulvet, hvor slangerne ligger filtret ind i hinanden i et morads af ler og vand. Et landskab af flere tons vådt ler er bredt over hele gulvet ved en proces hvor slangernes løse ender er trådt ned i leret og trukket rundt mellem hinanden. Umiddelbart efter at installationen var færdiglavet lå dette lerlandskab som en mudret sump med vandpytter mellem øer af fast ler. I løbet af udstillingsperioden fordampede vandet og leret tørrede ind. Midtvejs i forløbet var der en overgang en blanding af tørre, lyse lerlag og våde, mørke lag afhængig af lagenes tykkelse. Ved udstillingens afslutning lå lerlandskabet som en lys, skorpet overflade i det udtørrede bassin.

Installationen er opbygget som et anatomisk diagram af det menneskelige hjerte med fire kamre der er forbundet med vener og arterier. Fire vandsengsmadrasser fyldt med vand er således forbundet med kraftige gummislanger, og vandet kan føres rundt i systemet, hvis man fx. træder på en af de fyldte madrasser, der giver efter på en meget elastisk og pulserende måde. Hjerteinstallatonen er en række objekter sat sammen i et skematisk system der derved bl.a. undersøger hvor nøgternt og usentimentalt det kan lade sig gøre at skildre et så belastet og klichépræget billede eller symbol som hjertet, der normalt henviser til en masse følelsesladede begreber som kærlighed, liv, blodets bånd osv.

Installationen består af flere kilometer nylontråd udspændt mellem træerne i en park indenfor et areal på ca. 90 x 60 m. I dette område er alle træerne af en vis størrelse, trækronerne begynder først 6-7 meter oppe eller mere. Nylontråden går på kryds og tværs fra træ til træ i fem meters højde og markerer herved et plan, en horisontal flade, der ligger som et spinkelt loft over parkens rum. Spinkelt især fordi nylontråden ved visse lysforhold og fra visse vinkler næsten er usynlig, mens den i modlys kraftigt reflekterer lyset og bliver flimrende og levende.

Installationen tager udgangspunkt i en af den svenske maler og tegner C.F. Hills apokalyptiske tegninger af vandfald og Syndflod. Installationen består af et 10 m langt gardin af 6 m lange pvc-strimler der hænger ned langs væggen. Fem skulpturelle vægelementer af sammenfoldet linoleum hænger forskellige steder på væggen under gardinet. Objekterne forholder sig forholdsvis repræsenterende til C.F.Hill-forlægget: Pvc-strimlerne relaterer til vandfaldets nedstyrtende vandmasser og de hængende linoleumsobjekter repræsenterer bundter af tredimensionelle streger fra Hills tegning. I tegningerne styrter træer og huse, tegnet med Hills karakteristiske grove og ekspressive streg, ned med vandmasserne og her er stregerne gjort tredimensionelle, sorteret og samlet i bundter på væggen.

Installationsprojektet udspiller sig på et forsømt og tilgroet havneareal med vilde blomster og buske, hvor der i forvejen er opmagasineret forskellige genstande, jernbanesveller, stilladselementer og bygningsdele på en mindre del af pladsen. Her ligger et stykke motorvej, et ganske kort stykke motorvej på kun én meters længde. Med sine seks vognbaner er vejstykket betragteligt bredere end det er langt: helt præcist 28 meter bredt. Umiddelbart betragtet ligner vejstykket snarerer noget, der orienterer sig på den anden led som en smal asfaltsti. Men på den korte motorvejsstrækning orienterer trafikken sig på langs af de opstribede vognbaner, på tværs af stien. Der er tale om et komplet og sammenhængdende objekt af asfalt, græs og jern med nødspor, striber, midterrabat, autoværn og det hele. Vejstykket ligger gemt og diskret til en side i pladsens udkant, helt ude parallelet med hegnet, hvor det ikke er for meget i vejen for noget eller nogen.