White Cube Installations

Email-korrespondance mellem billedkunstner Jesper Rasmussen og kurator Anna Krogh I forbindelse med soloudstillingen White Cube Installations hos Galerie MøllerWitt, Århus, 31. august – 29. september 2012

AK Fortæl om din nye serie

JR Jeg har været London og Hamburg for at fotografere. Det er nogle meget anderledes billeder end dem, jeg plejer at lave. Udgangspunktet er den hvide kube, en række udstillingsrum (bl.a. Tate, Kunsthalle Hamburg osv.), hvor jeg digitalt fjerner lyskilder og åbninger, samt al den udstillede kunst (der i visse tilfælde ses som diffuse spejlinger og skygger på gulvet). Jeg har nogle regler om at alle rummene skal fotograferes som kukkasser, dvs. frontalt uden skæve vinkler eller sjove udsnit. Dermed får jeg skabt en række nærmest ens billeder af tomme rum, der er aldeles kedeligt fotograferet!

AK Du har tidligere skabt en serie med interiørs, og også i din Panoptikon-serie interesserer du dig for det indvendige rum. Hvordan hænger den nye serie sammen med dem?

JR Man kan godt sige, at de nye billeder ligger et sted mellem de tidligere interiørbilleder og den gamle Panoptika-serie, eller mere korrekt, at de rummer elementer fra begge serier. På et mere formelt plan minder de nye billeder om panoptika-billederne ved at de alle er fotograferet på den mest fantasiløst kedsommelige måde: lige forfra, så rummene danner en symmetrisk kukkasse med endevæggen midt i billedet. Det er temmelig ordinært og anti-modernistisk i al sin monumentalisme, men også lidt hypnotiserende magisk i al sin koncentriske enkelhed.

Som de tidligere interiørbilleder er de nye rum helt tillukkede ved at døre, vinduer og alle lyskilder er digitalt fjernet. Altså helt tomme og indholdsløse, i bogstavelig forstand. Den nye serie adskiller sig så ved at der er tale om white cubes, en række udstillingsrum fra kunstmuseer og gallerier, der indretningsarkitektonisk i forvejen er ret tømte med nøgne, hvide vægge og sparsomt møblement, kun i lofterne tillader jeg mig selv visse excesser. Jeg har konsekvent bortretoucheret al kunst fra vægge og gulve, bortset fra at visse kunstværker stadig anes som skygger og spejlinger her og der på de glatte gulve, ligesom der af og til optræder lyskegler på væggene, hvor der hænger et usynligt maleri.

Selv om der er visse fællestræk med de tidligere interiørs – de hvide vægge, de glatte gulve, den sparsomme møblering, den særlige ovenbelysning, eller de manglende paneler og radiatorer – så er der også mange forskelle. Lofterne vil ofte byde på en del arkitektoniske udskejelser, og belysningen i rummet kan våre temmelig teatralsk.

Ak Hvad mener du når du siger at det bliver “antimodernistisk i al sin monumentalitet”?

JR Fotografiet aldrig har spillet nogen central rolle i modernismen. Oprindelig frisatte fotografiet malerkunsten til at slå sig løs i modernistisk autonomi, i og med at fotografiet fastholdt repræsentationen af virkeligheden udenfor kunsten. Først i det postmoderne blev fotografiet med sin udenomsrepræsentation betydningsfuldt, ja ligefrem mainstream. Jeg går derfor meget ud af at lade mine fotografier optræde så før-modernistiske som muligt i kraft af deres komposition, beskæring, indramning mm. Samtidig er jeg vel vidende om at de er nutidige i det jeg fotograferer, og de digitale teknikker og greb, jeg anvender.

AK Hvad er det så ved den modernistiske White Cube der interesserer dig?

JR Der er stor forskel på white cubes alt efter hvilken arkitektonisk periode de stammer fra, fx klassicistisk, eller modernistisk museumsbyggeri. Det er også afgørende om rummet oprindelig er skabt til udstillingsformål, eller der er tale om et rum der er indrettet i et byggeri med et andet formål, fx en tidligere industribygning, som er en af de helt store stildannelser indenfor white cubes.
Alt dette synes jeg er vældig interessant, og forskellene forekommer mig gudskelov at blive meget tydelige jo mere jeg uniformerer og ensretter de white cubes, jeg har fotograferet. Jo mere jeg renser dem op og viser dem fra samme position, jo mere forskellige og mårkvårdige fremstår de faktisk.
Oprindelig var der selvfølgelig den pointe, at det kunne være interessant at undersøge, hvad der sker når man ensretter og renser nogle rum, som i forvejen er ret ens og rensede for alt. Men rensningen forstærker åbenbart de små signaler der stadig findes i rummene.

White cube-udstillingsrummet er et ganske interessant foretagende som sådan et nøgent, tomt rum, der skal intendere en eller anden form for rumlig neutralitet, og som alligevel er iscenesat med distinkte, rumlige udsagn. White cubes er grundlæggende en meget god ting, som et teknisk rum til kunstvisning på linje med koncertsale og biografer – og meget kunst giver os større oplevelser her, end hvis det var anbragt ude i en anden og mere forstyrrende del af virkeligheden. Jeg er derfor ikke ude i et specielt kritisk ærinde, men blot fascineret nysgerrig efter at undersøge, hvad det er der udspiller sig i disse særlige rum.

AK Hvordan ser du forholdet mellem virkeligheden og kunstinstitutionens verden som Tate Modern, Hamburger Kunsthalle. Repræsenterer de ‘kunstinstitutionens’ rum eller tænker du dem som offentlige rum? Er det ikke egentlig virkelighedens verden der optager dig?

JR Det med at adskille virkelighedens verden fra kunstinstitutionens verden har jeg aldrig rigtig forstået! Kunstinstitutionen er en meget virkelig del af virkeligheden, og det man i den sammenhæng kalder virkeligheden er mindst ligeså iscenesat som kunstinstitutionen. Alle rum er sat i scene til et eller andet formål, et kommunekontor eller en to-værelses lejlighed er ikke mindre iscenesatte eller mere naturlige end udstillingsinstitutionens white cube. Udstillingsrum er indrettet med det formål at vise kunst og dertil er disse rum ganske effektive. Men selvom de tilstræber en eller anden objektiv anonymitet, der intenderer at kunsten skal betragtes på en eller anden neutral baggrund, så er de langt fra neutrale.