ForsideOff locationSolkorsetPist ProttaInstallationerPanoptikaTelteEnglish version

1:1

1:1-projekterne er indtil videre to projekter der handler om indfoldet information, forsøg på at favne alt for store strukturer i for små rum, perception af størrelsesforhold, informationstab, dekonstruktion, meditation, kaosteori, utopier og storhedsvandvid...


Domkirke 1 Domkirke 2 Tegning/skabelon af Århus Domkirke i 1:1
(Overgaden, København 2001)

Tegning af Århus Domkirkes sydfacade i fuld størrelse, dvs. et papirobjekt bestående af flere store ark med et samlet areal på ca. 3600 m2 og en samlet vægt omkring 700 kg. Tegningen, der er udført med sort tusch på store, sammenlimede baner af papir, er grundet sin størrelse umulig at eksponere som udfoldet tegning.Tegningen er derfor foldet sammen og dermed transformeres den fra et to-dimensionelt værk, der virker i fladen, til et objekt af rumlig karakter, en skulptur af papirbunker på gulvet. Projektet rummer selvsagt en vis irrationalitet i og med at det meste af tegningens præcise og omhyggeligt udarbejdede information (domkirken) er foldet ind papirbunkerne og kun i et meget lille omfang er visuelt tilgængelig. På sammenfoldningernes yderside ses hist og her en kvart rundbue, lidt murværk, en halv vejrhane osv..., resten er skjult eller blot meningsløse streger. Papirbunkerne sammenholdes med en tegning af domkirken i 1:100 (serigrafi på gummi) der ophænges ved bunkerne, således at man kan få et begreb om tegningens absolutte størrelse og omfang. Objektet kan udstilles på mange måder, enten i mange små bunker, hvor evt. nogle er mere udfoldede end andre, eller helt ultimativt det hele samlet i én stor og meget indfoldet bunke.



Museum 1 Museum 2 Museum 3 Stregtegning/struktur af Statens Museum for Kunst i 1:1
(Overgaden, København 2001)

Stregtegning/struktur af Statens Museum for Kunsts facade (valgt på grund af bygningens frontale monumentalitet). Tegningen - eller mere teknisk korrekt: strukturen - er ikke på noget medie (som fx. papir), men forsøger at etablere stregen som et selvstændigt objekt og består udelukkende af tynde, sorte pvc-strimler af ca 2-3 cm bredde der er limet sammen. Strukturen gengiver præcist og korrekt bygningens væsentligste facadelinjer i fuld størrelse ned til en vis detaljeringsgrad. Facadestrukturen er delt op i flere sektioner og fag og til hele strukturen er der anvendt ca. 7 km pvc-strimmel. Kun i selve tilblivelsesøjeblikket hvor strukturen blev lagt ud på et stort gulv og sat sammen var den intakt og præcis i forhold til forlægget. Allerede ved sammenfoldningen og da den skulle rulles op for at blive transporteret væk, blev den udsat for et stort informationstab, strukturen mere eller mindre kollapsede og en stor del af den kan ikke længere betragtes som andet en masse kaotiske pvc-strimler der er filtret ind mellem hinanden. Mellem de filtrede strimler kan man dog skimte de løsrevne fragmenter af et system med søjlehoveder, vinduesprosser, tagkonstruktion osv. Men det generelle indtryk er flyttet fra en meget nøgtern og stringent struktur til et næsten dekorativt, ekspressionistisk kaos af sorte streger på kryds og tværs. Værket har et processuelt forløb idet man må forvente at informationstabet vil øges markant for hver gang man flytter værket, således at det allerede 4. eller 5. gang det udstilles måske vil være reduceret til sin ultimative tilstand af kaos: én stor, sammenfiltret bunke sorte strimler. I forbindelse med strukturen vises en tegning af bygningsfacaden i 1:100, som man kan relatere de tilstedeværende pvc-strimler til.



ForsideOff locationSolkorsetPist ProttaInstallationerPanoptikaTelteEnglish version